Nyhedsbrev fra formanden. Rejseberetning og betaling af partiskat. | Med dette sidste nyhedsbrev vil jeg på egne og bestyrelsens vegne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Året 2024 er ved at nærme sig sin afslutning

Kan du ikke læse nyhedsbrevet? Se det online

  Anne Marie V Stillet

December 2024

Formandens julehilsen:

Med dette sidste nyhedsbrev vil jeg på egne og bestyrelsens vegne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Året 2024 er ved at nærme sig sin afslutning og vi kan i vores partiforening – Socialdemokratiet i Roskilde – se tilbage på et spændende år med gode resultater.

Således fik vi genvalgt vores spidskandidat til borgmesterposten – Tomas Breddam, Region Sjællands Kandidat til EU – Marianne Vind og vores folketingskandidat – integrations og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek. Derudover kan vi ønske tillykke til et af vores gode medlemmer – Dorte Pagh – som er udpeget som kontaktperson for det boligsociale netværk på landsplan.

Det er jeg stolt af – det er alle stærke og dygtige kandidater fra vores kreds.

En stor TAK skal lyde til alle i arbejdet for den store indsats som der er gjort i såvel valgkampe, som i partiforeningens arbejde. Der har været mange aktiviteter og det har jeg modtaget mange positive reaktioner på.

Vi har også fået mange nye medlemmer – faktisk 31. Til jer skal lyde et stort VELKOMMEN og på gensyn i det nye år.

Det nye år bliver målrettet kommunalt og regionsrådsvalgene og jeg vil opfordre alle til at komme og være med – det kan være en time, det kan være to eller tre – vi finder en opgave der passer til dig i vores socialdemokratiske fællesskab... Når vi frivillige mødes, skabes der et socialt samvær. Vi mødes med borgmester og kandidater og lidt politisk snak kan nok ikke undgås. Partiforeningen sørger for at vi bliver ordentlig forplejet. Det har vi ikke sparet på. men det er også den eneste "løn" vi får. Vil du være med, så tilmeld dig til vores formand formand@a-roskilde.dk - vi skal nok finde noget du kan gavne med. Du forpligter dig ikke til noget og vi tager hensyn til din fysiske og tidsmæssige formåen.

Kommende aktiviteter:

Søndag 5. januar kl. 12:30 – 14:00: Nytårskur i Bibliotekssalen på Roskilde Bibliotek. (Bemærk Biblioteket åbner først kl. 12:00).

Mandag 6. januar kl. 16:30 FU - møde

Onsdag 15. januar kl. 18-21:00 Bestyrelsesmøde i partilokalet

Lørdag 1. februar kl. 09:00 – 13:00 Ekstraordinær generalforsamling på Rådhuset (nærmere information følger).

---------------------------------------------------------------------------------

Vil du hjælpe os og/eller give en donation?

Det er dyrt at føre valgkamp. Inflationen har også sat sit præg på de faciliteter vi benytter os af i en valgkamp og leverandørerne er bevidste herom; ikke noget med knaldtilbud osv. I forhold til KV21 har vi måtte begrænse vores muligheder. Derfor har vi dels brug for en masse frivillige kræfter (læs længere oppe i nyhedsbrevet), men vi kan i allerhøjeste grad også få brug for kontante donationer. Så kan du ikke bidrage med frivillig indsats i valgkampen, vil vi også være taknemmelig for et kontant bidrag. Du kan således støtte os via MobilePay på 151222, mærk bidraget med"VK25", så er beløbet dedikeret til valgkampen. Scan evt. nedenstående QR-kode fra din MobilePay App. Vi oplyser ikke hvor meget hvem betaler. Du skal donere mere end 22.500 kr. før vi har denne oplysningspligt. Vi siger på forhånd tak.

Betal med MobilePay

Store som små bidrag er hjertelige velkommen.

Flemming Lönqvist

kasserer

----------------------------------------------------------------------------------------------

Rejseberetning - Byrådsmedlem Thomas Bach deltog i lokalpolitisk netværk i Bruxelles.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i et spændende besøg i Bruxelles sammen med cirka 20 andre lokale og regionale politikere fra hele landet. Jeg var sammen med Bent Jørgensen fra Venstre, inviteret af EU-Kommissionen til at deltage i netværket ”Building Europe with Local Councillors” – et initiativ skabt af Kommissionsformanden med det formål at styrke båndene mellem EU og det lokale og regionale niveau.

Netværket er en del af en femårig strategi, hvor ambitionen er at sikre større inddragelse af lokale synspunkter i EU’s arbejde. Det er et initiativ, som jeg ser meget positivt på. Der er et stort behov for at skabe bedre kontakt og samarbejde mellem lokale og europæiske niveauer, så vi kan fremme vigtige dagsordener som klima, miljø, uddannelse og sundhed.

Som lokalpolitiker fra en større kommune som Roskilde er det oplagt at bruge dette netværk til at knytte kontakter, få indsigt i EU’s arbejde og skabe interesse for, hvordan vi sammen kan finde løsninger på tværs af grænser. Programmet i Bruxelles bød blandt andet på møder med politikere og embedsmænd fra EU, og det er mit håb, at netværket fremadrettet kan bidrage til en frugtbar erfaringsudveksling.

Jeg tror på, at dette samarbejde kan give os som lokalpolitikere en stærkere stemme i EU og samtidig sikre, at Roskilde kan være med til at påvirke de dagsordener, der er vigtig. Det er et skridt i den rigtige retning for at skabe en mere sammenhængende og effektiv indsats mellem lokalt og europæisk niveau.

---------------------------------------------------------------------------------

Det er nu der skal indbetales partiskat!

De partimedlemmer som i 2024 har haft et lønnet hverv, hvortil man er udpeget af Byrådet eller partiforeningen, skal - jævnfør vedtægterne - betale partiskat. Der skal betales 3 % af den AM-indkomst man har haft i 2024. Så har du været domsmand/nævning, deltager i en kommission eller bestyrelse, skal du altså foretage en beregning på 3% af årets AM-indkomst (se denne indkomst på årets sidste lønseddel). Partiskatten kan indbetales til vores bankkonto reg. 5396 Konto 0369352. Husk at anføre dit navn i tekstfeltet. Alternativt (og måske det nemmeste for dig) kan du bruge MobilePay 151222. I teksten anfører du blot "Partiskat24", eller scan nedennævnte QR-kode med din MobilePay app.

Partiskatten bliver anvendt til politiske aktiviteter og ikke mindst til den kommunale valgkamp.

De bedste hilsener og med ønsket om en glædelig jul og godt nytår fra

Flemming Lönqvist

kasserer